Diy-guides

DinGuide til livet

Diy-guides

DinGuide til livet

andreBolig

Sådan sætter du selv fototapet op

Tanken om at sætte tapet op kan få hårene til at rejse sig på de fleste – især hvis det drejer sig om fototapet. Men faktisk er det slet ikke så kompliceret at få et pænt resultat, som mange tror. I de seneste år har nye tapettyper også gjort arbejdet en hel del nemmere.

Fototapet er tapet, der har et flot foto som motiv. Det kan være alt lige fra et billede af Superman til idylliske bøgeskove eller en flot havudsigt. Et fototapet er som regel delt op i flere paneler, som skal sættes op i en bestemt rækkefølge og på den rette måde. Det er dog slet ikke så svært, som det lyder. Du skal blot være opmærksom på, hvilken type tapet, du arbejder med. Der er nemlig en lille smule forskel på, om du har et klassisk papirtapet eller non-woven/vlies-tapet.

Papirtapet kræver præcision

Papirtapet er den klassiske type tapet, og det kræver lidt mere håndelag end non-woven-tapeter. Papirtapet udvider sig nemlig, når det bliver vådt, og trækker sig sammen igen, når det tørrer. Det betyder, at tapetet ændrer størrelse, efterhånden som du arbejder med det. Når du påfører limen, vil fototapetet udvide sig en smule, så det skal som regel sættes op med en smule overlap, så der ikke kommer sprækker, når tapetet tørrer igen.

Non-woven er nemt at arbejde med

Med non-woven-tapet skal du blot smøre limen direkte på væggen og derefter sætte tapetet op. Det rykker sig ikke, når først det sidder på væggen. Derfor er non-woven-tapet ideelt som fototapet, hvor det er meget vigtigt, at motivet passer perfekt sammen.

Med non-woven-tapet kan du også meget nøjagtigt planlægge tapetets størrelse i forhold til væggen. Det er meget vigtigt, at du tjekker tapetets højde og bredde på forhånd, inden du sætter det op. Så kan du nemlig planlægge, hvor du skal starte og slutte, så du får et flot, symmetrisk og naturligt resultat.

Skriv et svar